3 adfærdsvidenskabelige råd til Sundhedsstyrelsen

Reading time: 8 minutes

3 adfærdsvidenskabelige råd til sundhedsstyrelsen

Af:
Andreas Rathmann
cand.psych
Jonas Bjørneskjold
cand.psych, premierløjtnant
Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin

Indledning

Hvad enten man kalder det adfærdsdesign eller adfærdsvidenskab, så er konklusionen den samme: I en national og global krise er den rigtige adfærd en nødvendighed for at komme igennem krisen. Indsigt i adfærd er derfor et essentielt redskab, i den situation vi står i lige nu. Det handler både om at forstå hvorfor folk tænker og gør som de gør – og om at forstå hvordan man kan få folk til at gøre det, man gerne vil have dem til, eller ikke at gøre det, man ikke vil have de gør. Vi præsenterer her tre konkrete råd til hvordan de danske myndigheder i højere grad kan fremme den ønskede adfærd hos danskerne.

Minimér fudge factors

Myndighedernes opfordringer og anbefalinger har i mange tilfælde plads til fortolkning. Denne plads til fortolkning er hvad man inden for adfærdsvidenskaben kalder en fudge factor (Mazar, Amir & Ariely, 2008). Det vil sige, faktorer som mennesker kan bruge til at bortforklare og retfærdiggøre snyd for sig selv og for andre. Et eksempel fra adfærdspsykologen Dan Ariely:

Ariely placerede sodavand i køleskabene på et kollegie og kiggede på hvor længe de fik lov at ligge der. Colaerne blev inden for kort tid taget af folk, der ikke selv havde købt dem. Ariely lavede derefter et lignende eksperiment, men i stedet for colaer i køleskabet lagde han 1$-sedler i en skål. Ingen af pengesedlerne forsvandt. Arielys forklaring på dette er, at det er lettere at forklare overfor sig selv, at det er okay at tage colaen. At tage penge er tyveri, men når man tager en cola, kan man f.eks. bortforklare det med, at man selv har fået taget ting, man efterlod i køleskabet. (Ariely, 2008)

Myndighedernes anvisninger til befolkningen består i to forskelligartede midler. Det første middel er påbud ved lov som håndhæves af ordensmagten. F.eks. er forsamlinger af over 10 mennesker på offentlige steder forbudt[1], medmindre der er tale om politiske forsamlinger eller begravelser. Her er kommunikationen entydig, og det er ikke op til den enkelte borgers fortolkning, såfremt der opstår tvivlsspørgsmål, det er op til politiets skøn. Selvom bekendtgørelsen kun berør forsamlinger på offentligt tilgængelige steder, dvs. ikke private hjem, er det stadigvæk en klar, entydig grænse som det ville være svært at retfærdiggøre overfor sig selv og andre at overskride i eget hjem.

Det andet middel er netop anvisninger og opfordringer. Se eksemplet i videoen nedenfor. Her er efterfølgelsen op til den enkeltes fortolkning og samvittighed. Ikke at følge anvisningerne kan betragtes som snyd; man opnår noget man sætter pris på (værdifuldt socialt samvær), men man gør samtidig noget man ikke bør (risikerer at blive smittet og at smitte andre). Jo lettere man kan retfærdiggøre sin handling overfor sig selv – jo mere fudge factor der er – jo mere sandsynligt er det, at man f.eks. vælger at mødes med en lille flok venner.

Billede 1

I videoen er anvisningen, at man skal blive hjemme og kun møde andre mennesker, når det er højst nødvendigt. ’Nødvendigt’ er her uspecificeret og tillader plads til fortolkning, men det fortolkningsrum bliver indsnævret af prefixet ’højst’ – der er færre møder med andre mennesker, der kan retfærdiggøres som ’højst nødvendige’ end ’nødvendige’. Det bliver dog fulgt op af ”Overvej at udskyde fødselsdage og fester” som indfører uhensigtsmæssig plads til fortolkning, især når de to elementer bliver forbundet: hvis man kun skal mødes med andre mennesker, når det er højst nødvendigt, hvorfor bliver muligheden for ikke at udskyde fødselsdage og fester så overhovedet nævnt?

Alternativet ”Udskyd også fødselsdage og fester” er bedre, da man fjerner det bløde ’overvej’ og samtidig fjerner dissonansen mellem de to budskaber. Man har dog stadig problemet med, at man placerer grænsen ved fødselsdage og fester, hvilket utilsigtet legitimerer sammenkomster, der er mindre end det folk forbinder med fødselsdage og fester. Den næste anvisning, at man bør mødes med så få mennesker som muligt, hvis man mødes med andre, tillader stadigvæk en betydelig fudge factor at være til stede – så længe man altså holder sig under 10, som jo er den entydige, lovmæssige grænse. At præcisere et antal mennesker man bør holde sig under i en forsamling, f.eks. ved at anvise at man ikke bør mødes med mere end ét andet menneske udenfor éns egen husstand, som set i Tyskland og Storbritannien, efterlader mindre plads til egen fortolkning og dermed fudge factor.

Forankr adfærd i kontekst og indfør en trigger

Når man vil have nogen til at udføre en bestemt adfærd, er det vigtigt at forankre adfærden i en kontekst. Ofte bliver gode intentioner om at ændre adfærd ikke til mere end intentionen, fordi planen for at ændre adfærd er ukonkret. Man planlægger at leve sundere ’snart’ eller at få ordnet en opgave ’på et tidspunkt’. Svagheden ved sådanne ukonkrete intentioner kan opsummeres i udtrykket: ”Someday is not a day of the week”. Både en god plan og en god instruks bør have en trigger, dvs. noget der udløser eller fremprovokerer den adfærd man ønsker (Fogg, 2009). En trigger kan f.eks. være en alarm på telefonen, der fortæller, at man skal huske at købe ind, men det kan også være mindre larmende ting som f.eks. at børste tænder, komme hjem fra arbejde, at hente en kop kaffe.

Ting vi gør vanemæssigt er tit forbundet med triggers, og vi kan bruge eksisterende vaner som triggers til at skabe nye vaner. At børste tænder kan blive en trigger for at bruge tandtråd, at komme hjem fra arbejde kan blive en trigger for at løbe en tur, en tur i køkkenet efter en kop kaffe kan blive en trigger for at spise et stykke frugt. En god plan for en ny adfærd eller vane har et hvad, hvor og hvordan. Planer for adfærd der ikke er forankret i en kontekst og ikke har en trigger, går lettere galt.

Et råd som det første af Sundhedsstyrelsens ”5 gode råd for at beskytte mod smitte” er desværre et eksempel på en instruks, der mangler en trigger. På samme måde som ’someday’ ikke er en dag på ugen, er ’tit’ ikke et tidspunkt på dagen. Sundhedsstyrelsens instruks er ikke bundet sammen med en kontekst og har ikke nogen trigger.

Billede 2

Når man giver instrukser, hvor man uspecificeret beder folk om at huske eller være opmærksomme, er man afhængig af, at instruksen stadig er top-of-mind i de situationer, hvor folk skal udføre adfærden. Eftersom vores opmærksomhed er en meget begrænset ressource, der er tunet til primært at lægge mærke til nye eller spændende ting, stiller det urealistiske krav til den enkeltes opmærksomhed hele tiden at holde sin opmærksomhed på en ikke-specifik og generel instruks. Hvis man benytter sig af en trigger, er det mere sandsynligt, at folk udfører adfærden, fordi triggeren fungerer som opmærksomhedscue og minder én om det man skal gøre – i den kontekst triggeren er rettet mod. På den måde vil man i højere grad opnå, at folk gør det man vil have dem til, på det bedste tidspunkt.

Ét bud på en bedre version af Sundhedsstyrelsens råd kunne være:

”Vask dine hænder tit eller brug håndsprit, særligt når du forlader eller ankommer til et nyt sted (fx dit hjem, din arbejdsplads eller et supermarked)”

Med denne version får vi præciseret, hvornår man skal vaske sine hænder eller bruge håndsprit. Det tjener to formål: For det første kan ankomst og afgang fra et sted nu fungere som en trigger, der minder folk om at vaske hænder eller bruge håndsprit. For det andet får vi placeret håndvaskningen eller afspritning på det tidspunkt, hvor den formentlig vil være mest effektiv, fordi den forhindrer, at man tager vira med hjem, med ud, eller med videre.

Fjern tvivl

Et stort problem ved coronaepidemien er, at mange mennesker står i situationer, hvor de er tvivl, om de kan være smittede eller ej og skal vælge, om de kan være i nærheden af andre mennesker eller skal blive hjemme.

En del af dette problem er, at informationen fra myndighederne ikke har været entydig.

Her er tre eksempler på information fra Sundhedsstyrelsen:

Første eksempel

Dette skilt skal hjælpe danskerne med at tage stilling til om de kan bruge offentlige transport. Skiltet refererer til at være ”syg” eller formode at være smittet, men beskriver ikke symptomer eller situationer, der ville føre til, at man formoder, at man er smittet.

Eksempel #1

Andet eksempel

Andet eksempel viser tre konkrete symptomer på COVID-19: Hoste, feber og vejrtrækningsproblemer. Denne information kan godt bruges til at afgøre, hvornår man skal blive hjemme og gå i karantæne, men den står ikke alene.

Eksempel #2

Tredje eksempel

Tredje eksempel er fra Sundhedsstyrelsens Spørgsmål og svar om coronavirus. Her beskrives det, at de typiske symptomer på COVID-19 ligner almindelige symptomer på influenza og anden øvre luftvejsinfektion. Der bliver listet følgende symptomer: ondt i halsen, generel sygdomsfølelse, muskelsmerter og evt. tør hoste og feber.

Her er tre nye symptomer, der ikke optrådte i andet eksempel (ondt i halsen, generel sygdomsfølelse og muskelsmerter). Vejrtrækningsproblemer er forsvundet og tør hoste og feber er degraderet til et ”evt.” punkt på listen.

Eksempel #3

Sygdomsbilleder kan være komplekse, og COVID-19 er en ny sygdom. Det er derfor forståeligt, hvis det er svært at beskrive sygdommen præcist på nuværende tidspunkt, men disse tre udmeldinger kan lede til, at den samme person med de samme symptomer tager forskellige beslutninger. Det er problematisk.

Hvordan løser man dette problem? Et bud er ved hjælp af et beslutningstræ. Et beslutningstræ er et værktøj til at tage en beslutning ved at svare på en række spørgsmål, hvormed man tager stilling til situationen. Et eksempel på et simpelt (og fiktivt!) beslutningstræ kan ses i figur 1.

 

Figur 1

Et beslutningstræ kan bruges til at give et svar, til borgere der er i tvivl. Det er oplagt til at blive udgivet i en digital version som et spørgeskema, hvor man let ville kan klikke sig igennem en række spørgsmål (hvor irrelevante spørgsmål baseret på tidligere svar bliver sorteret fra løbende) og få svar på, om man bør blive hjemme eller kan tage på arbejde (og hvordan folk man har været, i kontakt med skal forholde sig). Dette værktøj gør valget lettere, da man forsimpler beslutningsprocessen og giver ét tydeligt svar, når brugeren har gennemgået træet.

Konklusion

Der er naturligvis overlappende effekter og, såfremt alle tiltagene blev gennemført, også synergieffekter mellem tiltagene. Fx udgør manglen på klarhed om sygdomssymptomer (og i det hele taget det at man træffer beslutningen via egen helhedsvurdering, fremfor en mere objektiv vurdering baseret på oplistning af enkeltsymptomer) og manglen på kontekst for adfærdsanvisningerne i eksempel 2, en kilde til fudge factors.

De tre konkrete eksempler vi er kommet med her er konkrete adfærdsdesigns, som kan gøre en forskel. Der er mange andre muligheder, også mange muligheder der kan gøre en større forskel for Danmark lige nu, for applicering af adfærdsvidenskabelige indsigter – men det kræver egentlig måling af menneskers adfærd. Menneskers adfærd er kompleks, og generelt kræver designs der gør en stor forskel større datagrundlag. Forhåbentligt bliver indsigten i menneskers adfærd i fremtiden mere og mere et naturligt element at indtænke i alt fra krisescenarier til dagpengelovgivning.

Referencer

Ariely, D. (2008). Predictably irrational: The hidden forces that shape our decisions. New York, NY: Harper.

Fogg, B. J. (2009). A behaviour model for persuasive design. Persuasive, 40, 1-7.

Mazar, N., Amir, O., & Ariely, D. (2008). The dishonesty of honest people: A theory of self-concept maintenance. Journal of marketing research45(6), 633-644.


[1] Jf. forbud mod større forsamlinger ifm. håntering af Coronavirussygdom 2019, BEK 224 af 17/03/2020.

 

en_GBEnglish (UK)
da_DKDansk en_GBEnglish (UK)